Det er en stor ting at begynde i skole – både for børn og forældre. Derfor gør vi os på OEH rigtigt umage for at skabe en god, tryg og sjov start på skolelivet.
Vi har tidlig skolestart, hvor de nye børn begynder hos os i maj. Det er vi glade for og har gode erfaringer med, for det giver en mulighed for at skabe en rolig og trinvis overgang fra børnehaven til skolelivet, som også fungerer godt for børnene.
Inden børnene begynder i maj, har vi et tæt samarbejde med områdets børnehaver, hvor børnene kommer på besøg på skolen, og skolens voksne også besøger børnehaverne. Vi har også en systematisk overlevering, hvor børnehaven fortæller om de enkelte børn, så vi kan støtte og hjælpe alle børn bedst muligt i skolestarten.
Når børnene begynder, er der i maj og juni ugeskemaer med aktiviteter og en fast struktur på dagene, så både børn og forældre ved, hvad der skal ske og kan tale om det derhjemme. Aktiviteterne er blandt andet kendte lege fra børnehaven, som skaber genkendelighed og tryghed.
I maj og juni lærer børnene de andre nye børn at kende, de lærer de voksne at kende og de lærer de nye omgivelser og lokaler at kende. De kommer også på faste besøg i børnehaveklasserne, så de er trygge ved både de voksne og lokalerne.
På skolen bruger vi også maj-juni-perioden til at lære børnene at kende og se dem i relationer med de andre børn. Den viden bruger vi til at sammensætte de nye børnehaveklasser på den bedst mulige måde.
Efter sommerferien begynder skolelivet for alvor. Skoletasken er på, og penalhuset pakket, og nu kender børnene allerede en masse andre børn, de voksne og skolens lokaler. Så det er et mindre spring at skulle i gang med børnehaveklasse-hverdagen.
I børnehaveklassen er der to voksne i alle timer. Dagene har en fast og genkendelig struktur, som hjælper de fleste børn. Børnehaveklassen er en træningsbane, hvor der er meget leg, men hvor børnene også skal øve sig i at gå i skole, som de fleste børn heldigvis har glædet sig til. Vi tager hul på bogstaver og tal, øver os i at række hånden op og vente på tur – og ikke mindst øver vi os i at være gode klassekammerater. Og så rummer året en række gode traditioner. Hvem flytter ind i Gotfreds dyrehandel. Hvordan går det på Gyserslottet? Og hvad skal der ske til den store 100 dages fest, når halvdelen af skoleåret er gået?
I børnehaveklassen – og resten af indskolingen – arbejder skole og KKFO tæt sammen. Pædagoger fra fritidshjemmet er med i mange af timerne i børnehaveklassen og hjælper med at skabe en god og tryg overgang til eftermiddagen efter skoletid, så børnene oplever en sammenhængende dag med kendte voksne.
Hvis du vil høre mere om skolestart på OEH eller besøge skolen, så kontakt KKFO-leder Christian von Jessen.